Forældelse – selskabslovens § 33
Denne artikel er skrevet i forbindelse med selskabslovens § 33 vedrørende stiftelse af aktieselskaber med udskudt indbetaling af aktiekapitalen - navnlig hvilke konsekvenser det har, at et stiftelsesdokument samt tegningslisten ikke bliver anerkendt som et gældsbrev. Tvivlsspørgsmålet er endnu ikke kommet for domstolene, og E&S har tillige endnu ikke drøftet det nærmere. Artiklen er derfor en de lege ferenda betragtning, da problemstillingen ikke kan afklares monokausalt.
En undersøgelse af Danmark største advokatfirmaers praksis viser, at påføring af ordlyden ”stiftelsesdokumentet tjener som eksekutionsgrundlag, jf. RPL § 478, stk. 1, nr. 5” bevirker, at stiftelsesdokumentet de facto tjener som et gældsbrev. Samme løsning forslås af E&S, men er løsningen reelt holdbar?
Det har været drøftet i den juridiske litteratur, at det er tvivlsomt hvorvidt domstolene vil anerkende et stiftelsesdokument samt tegningslisten som et gældsbrev. Det fremadrettede udgangspunkt i denne artikel er stiftelsesdokument, men de selvsamme argumenter gør sig gældende, dersom den ovenfor anførte ordlyd påføres tegningslisten.
Hvorfor fremkommer spørgsmålet relevant, hvorvidt stiftelsesdokumentet kan anerkendes som et gældsbrev?
Det er særligt relevant hvad angår indkaldelse af den udestående kapital. Det centrale ledelsesorgan kan ifalde erstatningsansvar i medfør af selskabslovens § 361 såfremt den udestående kapital ikke bliver indkrævet i rette tid. I rette tid er blandt andet hvor selskabets kapitalberedskab ikke er forsvarligt, jf. § 115, stk. 1, nr. 5, eller i kapitaltabssituationer, jf. § 119, hvor de likvide midler kan være utilstrækkelige til at fyldestgøre eventuelle kreditorer. Det centrale ledelsesorgan kan endvidere ifalde erstatningsansvar såfremt den udestående kapital ikke bliver indkaldt inden denne bliver forældet, da forældelse af den udestående kapital vil blive sidestillet med uerholdelige fordringer. Erklæres den udestående kapital for forældet og dermed uerholdelig, skal aktiekapitalen nedsættes forholdsmæssigt. Dette kan give særlige problemer for selskabet, dersom aktiekapitalen nominelt udgør kr. 500.000 da en nedsættelse da vil medføre, at aktiekapitalen nedsættes til under det legale minimum, jf. selskabslovens § 4, stk. 2. Selskabet vil derfor lide et økonomisk tab hvorved det centrale ledelsesorgan vil blive erstatningsansvarlige for ikke at have handlet aktivt, hvor det burde, jf. selskabslovens § 361.
Spørgsmålet er hvornår den udestående kapital bliver forældet, og hvornår forældelsen løber fra.
Eivin Einersen hævder, at den udestående kapital ikke er en fordring hvorfor denne ikke kan forældes. Denne påstand tiltrædes ikke af andre juridiske forfattere. Jan Schans Christensen fremhæver, at der bør være tilsigtet en 10 årig forældelse, hvilket er samme opfattelse hos Erik Werlauff. De hævder begge, at forældelsen bør løbe fra forfaldstidspunktet, dvs. fra det seneste tidspunkt, hvor kapitalejerne rettidigt kan erlægge den udestående kapital.
Forældelseslovens § 3 giver en 3 årig forældelse for pengefordringer, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Forældelseslovens § 5 giver en 10 årig forældelse hvis der er udstedt et gældsbrev. I henhold til forarbejderne til gældsbrevsloven, omfatter gældsbrev skriftlige erklæringer der er ensidige, ubetingede og fikserer kravet størrelse uanset om dokumentet benævnes gældsbrev. Et stiftelsesdokument er i henhold til ovenstående ikke et gældsbrev, da stiftelsesdokumentet angiver kapitalejerens forpligtelse til at tegne kapitalandele i selskabet og indbetale den dertilhørende andel af tegningsbeløbet samt visse af kapitalejerens rettigheder i selskabet. Dermed er stiftelsesdokumentet ikke ensidigt hvorfor den udestående kapital forældes efter 3 år.
Forældelsen løber de facto fra stiftelsestidspunktet, da det tidligste tidspunkt det centrale ledelsesorgan kan indkræve den udestående kapital er fra stiftelsestidspunktet, jf. forældelseslovens § 2.
I forbindelse med selskabslovens § 33, er der ikke taget stilling til forældelse af den udestående kapital. De lega lata er, at den udestående kapital bliver forældet efter 3 år, og at forældelsen løber fra stiftelsestidspunktet. Motivet for bestemmelsen har ikke været, at den udestående kapital skal forældes efter blot 3 år, som løber fra stiftelsestidspunktet. Derfor tiltrædes betragtningerne fra Erik Werlauff og Jan Schans Christensen – der bør gives en 10 årig forældelsesfrist som løber fra forfaldstidspunktet.
Der er mulighed for at afbryde forældelsen, hvilket kan ske ved:
1) Indgå aftale med kapitalejerne om suspension af forældelsesfristen
2) At opnå kapitalejernes udtrykkelige skriftlige erkendelse af, at de skylder et beløb svarende til den udestående kapital
3) At få kapitalejerne til at underskrive et gældsbrev (som ikke er forrentet) med en hovedstol på den udestående kapital, da et sådanne gældsbrev dels vil være en skyldnererkendelse, dels vil være underlagt en 10 årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 5
4) At udtage stævning eller indgive konkursbegæring dersom betingelserne herfor er opfyldte
Når forældelsen afbrydes, løber der en ny frist, der, som udgangspunkt, er den samme som den afbrudte.
Det er ikke entydigt hvorvidt løsningen reelt er holdbar vedrørende at påsætte en klausul om, at stiftelsesdokumentet tjener som et gældsbrev, jf. RPL § 478, stk. 1, nr. 5. I stedet kan én af ovenstående løsninger effektuere en længere forældelsesfrist, dog med undtagelse af punkt 4.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar